Mine tanker

Jeg er blevet til glas.

Sådan lige så stille

Mit hjerte er blevet så skrøbelig

som glas..

Jeg kan gå i stykker hvert øjeblik det skal være..

Råb ikke ad mig,

jeg dirrer af frygt

Please, råb ikke ad mig.

Jeg knuses hvert andet øjeblik

Flænger på skryds og tværs

og de varme tårer strømmer ud

som en strøm?

Som en ustoppelig

utømmelig

uregerlig strøm

Vend mig ikke ryggen

jeg splintres inden i

Please, vend mig ikke ryggen..

Jeg kan gå i stykker hvert øjeblik det skal være..

Tja, kald det hvad du vil. Vrøvl eller poesi. Jeg har aldrig før publiceret et digt, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu. Nu tror jeg, jeg vil finde Ronja, hun har sikkert noget gaffatape til mit splintrede indre..

See you, out there.

Over and out

Her en lille opdatering:

Klokken er nu 22: 51 d. 14 februar

Det er i dag søndag, den kære vende hjem dag, og som altid er jeg bare mega udmattet. Jeg er efterhånden kommet til den konklusion at jeg simpelthen ikke dur til det der med en masse mennesker som råber og krammer, og at pakke taske ud og alt det der det kan min hjerne slet ikke overskue. Jeg er efterhånden blevet forvandlet til hende den sippede der bare sidder hende i hjørnet og nipper lidt til min te, mens alle de andre hopper rundt i glædes ekstase.

Øv øv...

Det har ellers været en ret god weekend, bare fuld af hygge der hjemme..

Neia og Cirkeline er i gang med at slå deres hjerneceller ihjel ved alt for koncentreret indtagelse af Paradise Hotel, Isabella sidder lidt i sin egen verden og spiser M&Ms, jeg lusker mig til at se lidt med og skraldgrine af alle de dumme, halvklamme, plastik mennesker, som er så medieliderlige at de går med til at blive vist på offentlig TV mens de har sex med en halvfremmed... ?!

Det er hårdt at leve… specielt når man har tysk.

Ej, helt så slemt er det heller ikke. Jeg elsker at leve, det kan bare virke meget uoverskueligt hvis man tænker for meget over det. Hvordan kan en samtale mellem Kristoffer og mig, som starter med at sorte fugle er flotte, ende med hele vores verdens syn og ideologi?

Hey, jeg har fået en ideologi… !

Jeg har faktisk taget stilling til noget!

Jeg glæder mig ikke til at skulle slippe efterskolen. Jeg ved godt det er det eneste jeg skriver om her for tiden, men det er altså også en hård tanke som fylder ret meget i mit liv her for tiden..

Hjem..... ?!

Da jeg fik den her blog, svor jeg til mig selv at det ikke måtte blive for personligt. Bla. fordi at helt tilfældige mennesker som har været inde på efterskole.dk kunne snuble over min blog og finde på at læse i den, dvs. at det ikke kun er mennesker som kender mig i virkeligheden som læser min blog. For det andet fordi jeg jo egentlig bare skal skrive om det at gå på efterskole, men det er måske lige præcis det jeg skal til ???

Jeg vågnede i morges. Det gør jeg jo sådan set hver morgen, men dennehersens lørdag morgen vågnede jeg op i et helt tomt hus. Jeg var alene. Først vendte jeg mig bare om på den anden side og sov en time mere, men da jeg først var rigtig vågen gik det for alvor op for mig hvor stille der var i huset. Jeg var alene, helt og aldeles alene. Wow.. Det er længe siden jeg har prøvet det.
Så lå jeg ellers der i min store tomme seng. Jeg var hundesulten og min blærer var ved at springe, men jeg havde ikke lyst til at rejse mig fordi jeg følte at der var nogle ting jeg skulle tænke i gennem mens jeg havde tiden til det..
Solen skinnede klart gennem mine hvide rullegardiner, mine planter i vindueskarmen vokser sig stadig større og vildere for hver gang jeg sover i dette sælsomme værelse, og et sted længere nede ad den ellers stille parcelhusvej havde en enkel hund gøet. Mine forældre og min lillesøster var spredt ud for alle vinde i det danske land med hver deres gøremål, men jeg vidste at de nok snart ville være tilbage.
Hvad skal jeg gøre af mig selv, var min første tanke. Sådan her kan jeg ikke vende hjem og bo igen. Jeg tænkte på alle de ting jeg havde fortaget mig før i tiden, i dette hus, når jeg var alene, og det gik op for mig at det eneste jeg har lyst til lige nu er liv. Liv og lyde, og mennesker. Hele tiden. Jeg er blevet forfærdelig bange for at blive ensom af at gå på efterskole. Jeg har ikke lyst til at være alene nogensinde. Jeg vil helst dele alle mine vågne timer sammen med mennesker som jeg holder af og som holder af mig. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal kunne flytte væk fra skolen, væk fra min elskede Tjalfe, den helt fantastiske Neia, skønne Ronja, super seje Frede, awesome Kristoffer, sjove Cirkeline, min Anders-Darling, perverse Rune, skøre Sylle, ja selv Jonathan Mathiasen hvor irriterende han end kan være, og alle de 79 andre helst fantastiske mennesker som jeg med glæde har lukket ind i mit liv og min hverdag og som jeg nu ikke kan forstille mig at skulle undvære....!
Hvordan skal jeg nogensinde kunne flytte væk fra skolen og livet og flytte ind i dette stille hus igen, som plejede at være mit hjerterum men som nu føles mere som en tom skal, hvad skal jeg fylde denne tomme skal op med.... ?!!
Hvad fanden skal der blive af mig?????

I live??

Min indbakke er ved at springe af de millioner af mails fra alle mine tro læsere som undrer sig over hvor jeg bliver af! Jeg kan næsten ikke overskue det, så nu bukker jeg under for presset og giver lyd fra mig.... Jeg lever endnu..

I ordets egentlige betydning i hvert fald... sådan med puls og sådan...

Ej, det lød deprimerende, jeg har det godt, der er bare sket så meget at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte, så i stedet skriver jeg en masse underlige ord som egentlig ikke giver nogen mening..

Det er 2010! wow siger jeg bare..

Både min jule- og nytårsaften er bare fløjet afsted, jeg kan ikke mindes nogensinde at have været så lidt i julehumør. Selve juleaftenen var super hyggelig og dejlig som altid, der manglede bare den der varme barnlige glæde inden i mig. Det var lidt en underlig oplevelse, plus det selvfølgelig var uden flæskesteg og and, da jeg stadig er vegetar og ikke har intentioner om at begynde at spise kød igen lige foreløbig..

Det er bare det at julen i år mere var en påmindelse om at der nu er gået et halvt år..

Vi har kun et halvt år tilbage før vi hårdt og brutalt vil blive slynget tilbage til den forfærdelige virkelige verden.. Et halvt år!

Fuck...

Den tanke bryder jeg mig ikke om...

Min december er også fuldstændig fløjet forbi! Jeg tilbragte det meste af den måned med at stirre ind i min kærestes smukke øjne..

Jeg har fået en kæreste... wow siger jeg bare igen..

Jeg kan ikke finde nogen ord der kan beskrive ham så jeg vil lade være med at prøve. Vi har 2 måneders dag om 4 dage! Endnu en fantastisk ting ved efterskole!

Performance-uge??

Oh my god!!

Så er det overstået?

Det hele.. En hel uges hårdt arbejde har båret frugt...

Siden i mandags har hele min fantastiske efterskole knoklet i deres ansigts-fodsved for at stable et helt fantastisk teaterstykke på benene!

Vi har sku knoklet! Ikke for at lyde grov, men det har vi satme!

Jeg meldte mig på skuespil. Jeg elsker skuespil! Jeg fik også en af de store roller, men til gengæld kunne jeg så ikke nå at spille andre roller end den ene. Jeg var en krølhåret vestjydsk pige, med begge ben på jorden, med det fantastiske navn, Karen. Hun var en skøn pige! Måske sådan list kliche-agtig, men stadig en dejlig tøs.

Det gik helt fantastisk!

Vi blev brutalt overfaldet af den værste influenza-epidemi jeg nogensinde har oplevet. Alle lagde sig bare med hovedpine, høj feber og dårlig mave. Man skulle næsten tro en eller anden højere magt havde prøvet på at forhindre vores fantastiske teaterstykke i at blive en succes. Selv hovedrollen lagde sig faktisk syg, men kom heldigvis på benene igen. Jeg blev selvfølgelig ikke syg. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men jeg bliver simpelthen aldrig syg. 7! 9! 13!

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været syg...

Anyway!

Det hele var jo anledning af at vores forældre skulle komme her til skolen og ligesom inspicere om vi gør ordentlig rent og rydder op på vores værelse..

Ejj, selvfølgelig ikke. Der skulle være skole-hjem-samtaler og for at forældrene ikke skulle føle at de havde kørt i tre timer, bare for at være til samtale i 20 minutter, var der så også det helt fantastiske teaterstykke om aftenen, plus lækker aftensmad.

Jeg syntes det gik rigtig godt!

Jeg gentager vist mig selv....

Jeg vil slutte nu:

Det var fantastisk, jeg elsker at gå på efterskole!!!